Vælg en side
Vintertid er (fælles)spisetid
af Louise Høst
Udgivet 25. januar 2020

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan man overlever vinteren på Omø. Et af lyspunkterne i de jammerligt mørke (og våde) måneder er det sociale sammenhold på Omø. I sidste uge var omkring 70 ud af 165 øboere mødt op til fællesspisning i Omø forsamlingshus.

Fællesspisning hedder egentlig ”familiecenter” – navnet var omdiskuteret i begyndelsen, men det har stået på i mere end 25 år, og med 50-80 spisende per gang må konceptet siges at have bevist sin bæredygtighed. Det blev blandt andre startet af det tidligere lærerpar på øen, som stadig er stærkt engagerede i øens frivillige liv. Måned efter måned er Omøboerne mødtes for at spise sammen på mørke hverdagsaftener. Og ”mørke” er nøgleordet her. Fællesspisning er nemlig noget, der hører til ”udenfor” sæsonen. I vinterhalvåret, hvor de fleste af turisterne har forladt øen, rykker øboerne lidt tættere sammen.

Sommeren er skøn på de danskes øer, men der er nu også særligt over vinterhalvåret, hvor øen ligesom trækker sig ind i sig selv og samler kræfter. Man er nogenlunde sikker på, at dem, man møder i brugsforeningen, er kendte ansigter. Man kan gå rundt i mørket og varme sig ved lyset fra gårde, der ligger spredt rundt på øen – en lyskæde har noget mere kapow-effekt, når der ikke ruttes med gadebelysningen. Man kan gå på stranden uden at møde en eneste sjæl. Og man kan mødes med de andre i forsamlingshusets varme.

Frivillige stjerner

Og dag efter dag er der frivillige kræfter, som skaber rammerne for fællesskaber på kryds og tværs. Frivillighed er limen, der binder et øsamfund sammen, og maden til vores fællesspisninger laves af nogle af de vidunderlige frivillige stjerner, som også påtager sig en masse andre vitale funktioner på øen. Denne gang fik de frivillige en hånd med af en af Danmarks bedste kokke, Anita Klemensen, som fik sin første Michelinstjerne efter få måneder på den røde cottage i Dyrehaven nord for København.

Michelinstjerner er ellers ikke nødvendige for at trække folk af huse på Omø. Her møder man op for hyggens skyld, og fordi det giver mening at være en del af det liv, der er på øen. Og formentlig fordi der ikke er 117 andre alternative begivenheder at vælge i mellem den selvsamme aften.

Ikke desto mindre var det et helt igennem dejligt indslag at blive beværtet med ekstra lækker mad. Anita og hendes wingwoman Ida fra FOOD svingede taktstokken. Fritidskokke fra Omø aftenskoles to madlavningshold førte de kulinariske drømme udi livet. Suppe af rodfrugter med dampet torsk, ristede nødder og fladbrød. Svinekæber med salat af kogte hvedekerner, bagte, syltede og rå beder, grønkål og ristet boghvede. Og Tarte Tartin med et ekstra skvæt sprut:-) Så er man mæt og glad på en torsdag i januar:-)

 

Læs mere om Omø på Omø-net

2 Kommentarer

  1. Jens auhagen

    Det lyder hyggeligt og mad er altid et godt mødested🍻😋..god tradition!

    • Rolf Auhagen

      Det er nemlig super hyggeligt. Fællesspisninger er faktisk noget som popper op flere og flere steder.

Kategorier

Arkiv