D. 21. december 2018 pakkede vi flyttebilen, rykkede teltpælene op og flyttede til Omø på Skovgaarden, vores firlængede bondegård, som ved køb slet ikke var tænkt som et sted, vi skulle bo permanent. I hvert fald ikke før ungerne var flyttet fra reden, og Louise og jeg skulle nyde vores otium i ro og fred.

Var det forudbestemt?

Hvem fanden køber en bondegård på en ø i Storebælt som sommerhus? Indrømmet så er det retrospektivt fuldstændig tosset, men måske var det vores underbevidsthed, som tog en vis legemsdel på os. For dybt nede i gemmerne var det allerede forudbestemt, at vi skulle bo på en gård på landet, som var indrettet til behandlingsted og bed & breakfast. Og hvor ved jeg så det fra? Jo, for en måned siden fandt jeg mine noter, som jeg skrev i forbindelse med min uddannelse til mindfulnessinstruktør. Jeg havde fuldstændig glemt det, men en af opgaverne var at forestille sig, at jeg som gammel skulle se tilbage på sit liv og skrive en historie om det. Noteshæftet blev genbrugt til mit studie i Naturbaseret terapi på KU, og pludselig sad jeg der midt i undervisningen, og læste en yderst præcis beskrivelse af de planer, vi er ved at realisere her på Skovgaarden. Spooky! Det eneste som ikke var med, var at det hele skulle foregå på en lille ø, så langt rakte min fantasi dog ikke til for seks år siden.

Økuller

Jeg hører ofte folk snakke om økuller, men sjovt nok er det altid folk, som ikke selv bor på en ø. Jeg har endnu ikke mærket økulleren på egen krop, men til gengæld har jeg ofte oplevet længsel efter at komme hjem til ”min” ø, når jeg har forvildet mig en tur til storstaden. Mit nervesystem er bare så meget mere tilfreds med udsigt til marker, kyst og Storebælt. Indrømmet så kan jeg sagtens bliver monsterstresset her på Omø. Det sker næsten altid, når jeg skal nå færgen sammen med Louise, som er en uforbederlig tidsoptimist. Louises og mit øliv er lidt som her i Coronatid: ”Sammen hver for sig”. Godt nok er Louise i København ca. halvdelen af tiden, men det er som om vi har meget mere tid sammen, end vi havde før. Måske er det fordi, der er mere ”kvalitetstid” end før, hvor vi hver især gik på arbejde, aftenmøder og træning, samtidig med at ungerne skulle gå til alt mulig interessant og stimulerende.

Nu går Wilfred til spejder hver mandag og ud over det fylder øens sociale arrangementer, diverse forenings aktiviteter, Omø Bryghus og lidt efteruddannelse. Ups. Så glemte jeg lige fodring af heste og høns, byggeprojekter, diverse vedligehold og ikke mindst en hylens masse græs, der skal slås om sommeren. Jeg har da slet ikke tid til at få økuller.

Hvornår rejser vi ”hjem” igen?

For mig er Omø og Skovgaarden hjem. Jeg har aldrig følt mig mere hjemme et andet sted, og jeg oplever til stadighed at stille et stort glædessmil op, når jeg stønnende slæber ladcyklen op ad bakken og ser hestestalden, som inspireret af vores tidligere tid i det svenske, står smuk i Falunrød og hvid (Læs: Fra skrot til slot). Det ”lille” overskuelige liv, hvor jeg genkender de fleste og de genkender mig (Læs: Om at blive set) kombineret med tæt kontakt til natur, skaber ro, tilfredshed og daglig glæde. Som det er nu, rejser jeg i hvert fald ingen steder.