Omø skole noget ganske særligt. En af Danmarks mindste med bare 7 elever fordelt på 0-6 klassetrin. Her går Silke og Wilfred i henholdsvis 6. og 2. klasse. Der har været undervist i den samme skolestue i lige præcis 160 år. Skiftet kunne dårligt have været mere markant for vores børn, som kom fra Europaskolen i København – en virkelig glimrende international skole med børn fra hele verden og en spritny skolebygning på Carlsberg.

Rent praktisk foregår det sådan, at de fire største børn undervises sammen i den gamle skolestue og de tre mindste i den gamle staldbygning, som også huser SFO’en. Det stiller selvsagt krav til de respektive lærere (jo der er skam flere lærere) om at kunne undervisningsdifferentiere. Det stiller også krav til børnene om at kunne lege og lære på tværs af alder. To dage om ugen er der SFO efter skole – alle klassetrin er med. De andre dage går de bare hjem. De leger på kryds og tværs eller alene og det er ikke ualmindeligt at en større flok søger hen, hvor forplejningen er bedst;-)

På Europaskolen lærte de fra 0. klasse at stille sig op foran en hel klasse med tilhørende forældre. Den læring er lidt sværere at få, når publikum begrænser sig til nogle få kammerater. Det kompenseres der for ved årlige skolekomedier og julespil, hvor hele øen møder op som publikum. Tysktimerne varetages af øens sygeplejerske, og hvis man kan sige ”Kaninschen”, så får man en kaninunge med hjem, når timen er slut (…… jep, tak til Katja;-))
Aula – det betyder åbenbart idiot på islandsk, og da vi har flere islandske forældre på skolen, er det klart mest høfligt ikke at storforbruge Aula. Så derfor får børnene sedler med hjem – da de startede var der såmænd et brev leveret personligt i postkassen, hvor der stod ”at på Omø skole havde de glædet sig til jul, men endnu mere til efter jul, for så skulle Wilfred og Silke starte i skolen”. Og ellers er lærerne heller ikke længere væk end at man stikker hovedet forbi eller ringer. Den ene lærer er sågar vores nabo:-)
Men selvom skolen er særlig, så er det også en helt almindelig folkeskole. Det er de samme nationale tests (yaks), de samme danskbøger, matematikbøger osv.

En helt anden hverdag.

Forskellen er til at tage at føle på. Først og fremmest er der meget mere ro på i hverdagen. Helt banalt så er der bare mere ro i hovedet, når der er så få børn. Og så giver det også et andet børneliv, at man bare går hjem efter skole mange af dagene. Det er helt åbenlyst også lettere at lære noget, når der er ro på, og når der er så få børn per voksen. Inden vi flyttede, spurgte jeg lidt ind til det faglige på skolen…. Hvortil skolelæreren svarede, at det såmænd ikke var så svært at nå igennem årets pensum med børnene, når opmærksomheden ikke skulle deles på 28 elever per klasse. Her er der plads til at læse foran, til at tage tingene en ekstra gang, til ture ud af huset, og til en masse aktiviteter, som involverer hele øen. Her kan man godt få lov at være med i tysktimerne et år for tidligt eller lokke læreren til at møde 7.15, fordi man så frygteligt gerne vil have nå at være med til SFO med de andre, selvom man er den store.
I København var legeaftaler en ting… Noget vi som forældre var inde over – og et logistikpuslespil uden lige, fordi vores og børnenes kalendere med arbejde og adskillige skemalagte fritidsaktiviteter skulle koordineres. Det er slut. Herovre laver de selv aftaler henne i skolen eller ved at cykle rundt til hinanden og spørge om de kan lege. Det er, helt ærligt, en befrielse!

Hverdagen er simpelthen blevet mere stille og rolig

Ø-skoler er betingelsen for bosætning

Mange siger – med en vis ret – at det er helt vildt, at man i Slagelse Kommune (eller de andre ø-kommuner) bruger penge på at holde sådan en lille skole i live. Og det er virkelig et privilegium at have sine børn i sådan et trygt og lærende skolemiljø. Men det er samtidig også så banalt, at skolen er en forudsætning for, at der kan være egentlig bosætning på de danskes øer. I hvert fald de af dem, der ligger med temmelig lang færgesejlads fra fastlandet. Man kan ikke bo på Omø med små børn, hvis der ikke er en skole. 50 minutter hver vej plus et kvarter i bus er simpelthen for meget for små børn. Det kan gå, når de kommer i syvende, selvom det er hård kost. Og hvis børnefamilier ikke kan bo her, så bliver det pludselig svært at rekruttere havnefoged, sygeplejerske osv. Og så er der ikke langt til en ren sommerhusø.
Så på den måde er beslutningen om at drive skole også en politisk beslutning om at bevare de danske øer som bosætningsøer. Man kunne selvfølgelig godt mene, at det var fråds. Men jeg synes faktisk at de beboede øer er en vigtig en del af den danske kulturarv og vores identitet som ø-rige. Det hedder jo ikke ”de danskes øer” for ingenting.