Vælg en side
Selvforsyning
af Louise Høst
Udgivet 23. august 2020

Vi skulle hele vejen over havet for at få jordforbindelse. En væsentlig del af vores øliv handler om at få jord under neglene. Det er ikke sådan, at vi er selvforsynende i stor skala. Dertil er vi for grønne – som i uerfarne. Men vi har en køkkenhave på knap 400 kvadratmeter og derudover bærbuske, frugt og figentræ. Og høns og drivhuse. Og så kommer man immervæk et stykke vej.

Egentlig har det været undervejs et stykke tid. Da vi fik altan på Vesterbro, gik jeg bogstavelig talt agurk og plantede de 4 kvadratmeter til med agurker, tomater, persille, mynte, citronmelisse, purløg, oregano, timian og rosmarin. Og i vores svenske sommerhus forsøgte jeg mig med ærter. Men nu hvor vi har masser af plads og begrænsede indkøbsmuligheder trods en velassorteret brugsforening, så får den fuld gas.

Den dybere mening

Ud fra et økonomisk og tidsmæssigt perspektiv er det formentlig helt knald i låget for os at arbejde med selvforsyning. Vi bruger virkelig mange timer på alle fire i køkkenhaven for et udbytte, som er noget blandet. Men det er dybt meningsfuldt og utrolig tilfredsstillende at spise mad, som man ved, hvor kommer fra. Dels er vi selvfølgelig fri for al den kemi, som findes i traditionel mad, ligesom vi ved, at hønsene lever et liv, som bonden aldrig ser. Men det kunne også klares ved at købe økologisk.

Når det alligevel giver mening, er det fordi det på en næsten spirituel måde skaber en følelse af samhørighed med jorden at dyrke sin egen mad. Både vi og børnene får en konkret forståelse af, hvad det egentlig kræver af flid og omhu at frembringe mad. Så vi sætter lidt mere pris på maden.

Og madspild bliver lidt mere alvorligt. Og når man føler en samhørighed med jorden, så føles det også rigtigt og vigtigt at spise lokalt produceret mad ud fra et klimaperspektiv. I dag bestod min frokost af en omelet af æg fra hønsehuset, squash og løg fra køkkenhaven, tomater fra drivhuset og tang fra Storebælt. Og aftensmåltidet var risotto med løg, grønkål og ærter fra køkkenhaven. Dét er rigdom.

Og så er det magisk. Fuldkommen ubegribelig fantastisk, at en lillebitte græskarkerne kan blive til formidable orange prægtigheder. I februars sure regnvejr ligner det hele lort – og er det egentlig også for da har vi kørt læssevis af hestemøg på bedene. Og så få måneder efter står det hele frodigt og blomstrende. Tænk, at naturen kan den slags. Den skaberkraft giver en klar følelse af, at der er noget, der er større end en selv. Få steder er det formuleret mere poetisk end i Brorsons salme: ”Gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde. De magted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde.”

Hvorfor blive inde, når alt håb er ude?

Det er velkendt, at det er godt for hovedet at være mere udendørs. Og ukrudtet opfører sig som en dopet cykelrytter og dets vedholdende og ubønhørlige fremdrift tvinger os ud i al slags vejr.

Nogle gange kan det selvsagt være rart bare at være ude og nyde, men jeg har ofte haft det sådan, at jeg ikke helt kunne finde på, hvad jeg skulle lave udendørs udover at gå en tur. Det er helt slut, for nu er der altid noget at lave. Nyttigt tilmed. Og på den måde bliver det metodiske og disciplinerede arbejde i køkkenhaven et idéhistorisk statement, som passer såre godt med Max Webers idé om ”protestantismens etik og kapitalismens ånd” 😉   

Selv i november, november, november kommer vi ud. For mig er det årets tungeste måned, fordi den ubarmhjertige omstilling til vintertid stjæler den sidste rest af dagslys. Så jeg har virkelig brug for at få noget lys. Og så er det jo egentlig opbyggeligt og praktisk, at lige præcis november er det bedste tidspunkt at køre møg på bedene, så det er godt omsat inden næste sæson.

 

Læs mere om Omø på Omø-net

2 Kommentarer

  1. Charlotte

    Vildt at læse en blog, der i den grad rammer ned i præcis de samme følelser, som jeg har ved at dyrke jorden. Det er voldsomt tilfredsstillende, selvom arbejdsmængden og udbyttet ikke helt står mål med hinanden :-).

    Svar
  2. Rune

    Så skønt Louise. Det river sådan i mig det der liv ❤️ – hvem havde troet det for ti eller tyve år siden?
    Og jeg kan til fulde følge din beskrivelse af oplevelsen af mening i selv at dyrke sine grønsager. Egne tomater og kartofler smager bare bedre! Men 400kvm er godt nok en slat at holde 🙂

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier

Arkiv