Springet til Omø var også indirekte et spring op på ryggen af en hest. I et anfald af overmod og i søgen efter billige morpoint lovede jeg i vores hedengangne hippe vesterbroliv Silke, at hun måtte få en hest, hvis vi nogensinde flyttede på landet (læs aldrig!)… Men skæbnen ville det som bekendt anderledes, og en dag kom vi ved en fejl til at købe en gård på Omø (læs blog: Gårdejer ved en fejl).
Der var ingen vej udenom. Barnet måtte have en hest. Men – viste det sig – heste er flokdyr, og loven om hold af heste kræver, at de har selskab af artsfæller. Så løftet om én hest blev til to.
Familien blev derfor i foråret 2019 udvidet med de damer Kolfreyja og Sia. Og jeg har måttet supplere mine livsfærdigheder med basale ridekundskaber (og HverdagsRolf træner dagligt sine færdigheder udi hestefodring).
Begyndermor i lære
Det er sin sag for en kvinde i sin bedste alder at være begynderrytter og lade sig instruere af sin 12-årige datter (og nogle af de gode naboer med masser af rideerfaring). Men faktisk har det vist sig at være en helt utrolig dejlig måde at være sammen på. Det er noget at være fælles om. Det er fantastiske naturoplevelser, ro i hovedet, spænding og afslapning.
Silke er den erfarne af os. Hun var en vaskeægte ridepige, allerede mens vi boede på fjerde sal på Vesterbro (upraktisk ja…). Adskillige eftermiddage om ugen cyklede hun langt ud på Amager for at være passerpige i Tømmerup Sportsrideklub. Hun er også en langt mere adræt og talentfuld rytter, end jeg nogensinde bliver. Så jeg har været nødt til at gå i lære. Og jeg gør faktisk fremskridt. I fuld galop langs stranden kan jeg såmænd føle mig helt habil på hesteryg.
Faldet fra tinderne
Men træerne gror ikke ind i himlen – og jeg rider ikke ud i solnedgangen som en rutineret western-rytter. Den 30. december 2019 præsterede jeg således, hvad min søster kaldte ”et kontrolleret og roligt fald” fra Kolfreyja. Men kontrolleret eller ej – jeg slog mig ad hekkenfeldt til. Og tilbragte ugevis med seriøst ondt i ryggen. Nytårsaften blev fejret fra gulvliggende position med kodylt hold i ryggen. Og de første arbejdsuger i januar foregik med gymnastiske øvelser midt i direktionsmøder mm. Det var en reel jammer, og jeg var oprigtigt nervøs for at ride igen.
Men i går kom jeg endelig op på hesten igen. Halvanden time rundt på Omø på ryggen af Kolfreyja. På en smuk solbeskinnet søndag, hvor havet på Omøs østkyst var næsten spejlblankt og stille. Hvor luften var kold og klar. Hvor Kolfreyja travede mere velopdragent end nogensinde. Optur og empowerment! En stor sejr at overvinde den snigende frygt. Man kan godt blive afhængig. Tror måske at jeg er ”in it for the long ride”…
Tillykke med “genhestningen” eller hvad det nu hedder. Vi var ærligt talt temmelig nervøse for dig – men godt gået.
Der er ingen grund til bekymring:-)
Lyder himmelsk, Louise. Jeg savner livet på landet fra min norske barndom. Får dog redet skovtur hver lørdag, og Sofia er heldigvis også blevet bidt af hest🐎knus fra Tina
Flot at du kom op igen Louise.
Du har haft/har en god læremester.
Der er nemlig ingen vej udenom … man må op på den hest igen !!
Jeg sidder her i indre KBH og bliver totalt misundelig over jeres heste-Omøliv.
Jeg er sikker på, at jeg gør alvor af at komme forbi til sommer, hvis i lover en ridetur 😉
Jaaa:-) kom over og rid ture med os.
Kæmpe vrinsk her fra!
Yihaaa!
Godt der ikke skete mere! Men korrekt – op på hesten igen så hurtigt som muligt!
Var næsten sikker på, at det ville ske!
Godt gået!
Tak:-)