Vælg en side
Omø skole
af Louise Høst
Udgivet 15. december 2020

​Det måske allermest eksotiske ved at flytte til en lillebitte ø i Storebælt er, at vores børn har fået oplevelsen af at være skolebarn på en af Danmarks mindste skoler. I juleferien før den allerførste skoledag modtog børnene et rigtigt brev i postkassen, hvor de blev budt velkommen og fik at vide, at alle på Omø skole sådan glædede sig til at tage imod dem efter ferien…

7 børn udgør den samlede børneflok på Omø Skole. Sidste år var de 8. Og 5 lærere (okay ikke på fuld tid), hvoraf de to bor i den tilhørende lærerbolig. Man kan gå i skole på Omø fra 0. til og med 6. klasse. Derefter står den på pendling til Skælskør ligesom alle andre ø-børn gennem tiden.

Da Wilfred kom herover, var den store joke at spørge om han havde fået nogle gode klassekammerater? Der var (og er) kun Wilfred i sin klasse…

Rent praktisk er børnene opdelt i to grupper det meste af dagen. Indskolingsbørnene undervises i den gamle staldbygning. De større børn undervises i skolestuen i hovedhuset, hvor der har været undervisning i 160 år!

Undervisningsdifferentiering…

Er en selvfølge når flere klassetrin undervises sammen af den samme lærer. Det kræver selvfølgelig noget ekstra af lærerne, men for børnene er det overraskende givende at blive undervist på den måde, fordi de kan blive udfordret på lige præcis det niveau, der passer til dem. Læreren skal alligevel undervisningsdifferentiere, så det betyder ikke det store om et enkelt barn skal have lidt mere eller lidt mindre udfordrende opgaver. Samtidig er de nødt til at lære en vis tolerance over for, at andre er på et andet niveau. Vi (læs jeg) VAR bekymrede for om det faglige niveau på sådan en lille skole kunne leve op til Europaskolens ditto. Men det har vist sig at begge børn virkelig har profiteret af den rolige skoledag og den massive mulighed for voksenkontakt. Tilbage er blot at overveje om det mon er på skolen, at yngstebarnet har lært skældsord som pesticidperson, gangsterged, ulykkesundulat og din store nordjyske solformørkelse….

Skolens betydning….

Det kan ikke overdrives, hvad skolen betyder for øen! Det er simpelthen fuldstændig nødvendigt, at der er en velfungerende skole, hvis Omø skal bestå som en helårsbeboet ø. Det er forudsætningen for, at børnefamilier kan bosætte sig på øen og dermed en forudsætning for, at der også i fremtiden er et rekrutteringsgrundlag, når stillinger som fx havnefoged, Ø-sygeplejerske og sosu’er skal besættes. Turen til Sjælland tager 50 minutter hver vej tillagt 20 minutter i bus til Skælskør, og det er simpelthen ikke noget man kan byde helt små børn på daglig basis. Derfor er skolen på øen betingelsen for et godt børneliv for Omøbørnene.

Skolen er desuden et afgørende identitetsskabende samlingspunkt for øen. Hver eneste måned kan man læse om livets gang på Omø skole i Omøbladet. Skolen lægger hus til møder, streaming af foredrag fra Aarhus Universitet mm., og når skolebørnene opfører skolekomedie i forsamlingshuset, så rykker hele øen af huse.

Grillfatter donerer sommerens drikkepenge til skolen, og jagtforeningen har doneret flotte beløb til naturoplevelser. Opbakningen til skolen er enorm. Skolens fine bygninger er da også fast pit-stop på traktorbussens guidede ture om sommeren. For det ér specielt med sådan en lillebitte tudsegammel skole.

Det er fascinerende, hvad der kan stampes op af jorden af ressourcer i sådan et lille ø-samfund. I foråret havde børnene et afsindig inspirerende musikforløb med Pia Raug og Søren Thuesen, som bor på øen. Et forløb der i øvrigt sluttede med, at børnene sang kor, da Pia og Søren gæstede DRs ”Fællessang – hver for sig” med ”Hej lille Drøm”. Hvert år har børnene også temauge med en musikpædagog, som har sommerhus på øen. Adskillige øboere møder op og fortæller om deres jul i gamle dage. Jeg kunne blive ved…

Skole-hjem-samarbejdet

Skole-hjem-samarbejdet er noget anderledes end på en stor skole. Vi kender hinanden på en anden måde. Jeg bader med Sonja – den ene halvdel af lærerparret – året rundt, og det var sådan set en samtale med Sonja i badeskuret, der katapulterede os ud i Omølivet, fordi jeg fik viklet mig ind i, at børnene skulle have en prøveuge på skolen…. Rolf er i studiekreds med Svend Aage – den anden halvdel af lærerparret, som jeg i øvrigt mødes med i regi af beboerforeningens bestyrelse. Og vores nærmeste nabo (og ridemakker) er ansvarlig lærer i indskolingen.

Det betyder også, at børnenes relation til de voksne på skolen har mange flere facetter end blot de daglige timer. Hvor mange andre børn oplever at komme hjem med to af tysklærerens kaninunger som belønning for flot udtale af ”kaninschen”? Og hvor mange andre børn kan plante troldepil af aflæggere fra lærerens have?

Vi har pligtskyldigt oprettet os på Aula, men vi slider ikke platformen op. Vi taler sammen, når vi mødes. Og børnene får rigtige sedler med hjem. Selvom vi kender og ser hinanden på kryds og tværs, så er der et professionelt rum, som vi alle træder ind i, når der er skole-hjem-samtaler (okay fraregnet dengang Rolf præsterede en skole-hjem-samtale i lange underhylere – læs mere her Omøliv i underhylere. Formen gør, at vi kan have en almindelig forælder-lærer-relation til trods for, at vi er en del af et lillebitte samfund. På den ene side er Omø skole således en helt almindelig folkeskole med nationale tests, forældremøder og sure gymnastiktasker. Og på den anden side er den helt speciel. Og for Wilfred er skolen det allerbedste ved at bo på øen.

 

Læs mere om Omø på Omø-net

2 Kommentarer

  1. Majs Kjeldager

    Hvor er det opløftende at læse om ø-livet på jeres lille ø. Ja, skolen er en vigtig brik i et lille samfund, og med Sonja og Svend Aage på skolen er jeg sikker på, at eleverne kommer godt videre i deres skoleliv. Vil du hilse Sonja og Svend Aage mange gange.
    Hilsen Maja
    Glædelig jul🌲🌲⭐🎅

    • Rolf Auhagen

      Det skal vi gøre.
      God jul til dig og tak for kommentaren:-)

Kategorier

Arkiv