En af de allerdejligste ting ved at flytte ind på en gammel gård er at overtage en have, som andre har lagt uendelig meget kærlighed i før mig.
Jeg har altid tænkt, at hvis jeg ejede et kæmpe æbletræ, så ville jeg være virkelig rig. Nu er jeg styrtende rig. Ikke bare et kæmpe æbletræ – jeg har adskillige. Forskellige sorter. Og pæretræer, blommetræer, solbærbuske, ribs, stikkelsbær, brombær, figner, rabarber og røde og hvide hindbær.
Haven og udsigten var det, jeg ikke kunne leve uden!
Jeg har været grebet af det med have i nogle år. Men det har haft lidt trange kår på min altan på Vesterbro, selvom jeg fandt plads til tomater, agurker, citronmelisse, timian, purløg, persille, oregano, rosmarin, påskeliljer, efeu, rådhusvin, klematis, tallerkensmækker, violer, pelargonier og pil på de knap 4 kvadratmeter. I vores sommerhushave i Sverige kunne jeg give den lidt mere gas, men det var svært, når jeg ikke var der hele tiden til at vande og passe.
Så da vi kom til gården her, faldt jeg i svime over muligheden for at få fingrene i jorden i en skøn gammel landbohave.
Gaver fra de tidligere beboere
De tidligere beboere på gården har haft et betydeligt talent for at holde have. Det var en vild oplevelse at se, hvilken skønhed der dukkede op i de forskellige bede rundt om i haven i løbet af vores første år på stedet.
Det første år i haven er man som en slags ny student på kollegiet. Man bor der godt nok, men man er en fremmed fugl i fælleskøkkenet, og alle ritualer og traditioner er noget, man skal lære. Men efter en tid, så er det en selv, der byder nye velkomne, og man kan se sine egne fedtede kragetæer på opslagstavlens gamle rengøringsskemaer. Man har sat sit eget aftryk.
Sådan er det også i haven. Først var jeg benovet modtager af de mange gaver og rigdomme og gaver fra de tidligere beboere. Nu er vi ved at gøre haven til vores. I dette forår dukkede påskeliljer op, som jeg selv havde sat i efteråret. Til sommer kan jeg høste i den køkkenhave, vi selv har anlagt.
En rundtur i min have
Haven er noget særligt. Den udgør den naturlige, men dog civiliserede bro mellem huset og den vildere natur. I haven er der masser af liv og natur, men haven er alligevel formet så meget af mennesker, at den stadig er en form for civilisation.
Haven er også terapeutisk. Fordi den kræver noget af mig. Der er en masse arbejde forbundet med at have en kæmpehave. Ellers gror det hele til for øjnene af en. Men den forpligtelse er også frisættende og opbyggelse. Det er rart, at der er noget, man skal. Og det er umådelig tilfredsstillende at drikke sin kaffe i solstriben efter veludført havearbejde. Og så er det meditativt. Det monotone, det fysiske, lydene, lyset. Vinden og den grundlæggende følelse af jordforbindelse.
Min have er kæmpestor. Mod øst er der en række træer, noget græs og nogle Ribesbuske, som vi netop har omplantet fra en nabos have (de skal skærme for møddingen, så buskens lugt er ikke et problem:-)) – og en fin udsigt til solopgangen over Smålandsfarvandet.
Mod nord er endnu en række høje træer, et hønsehus og kæmpe drivhus med rigelig plads til ophold, en bærhave med alt, hvad hjertet begærer og en smuk udsigt over Omøsund til naboøen Agersø. Mod vest er der dejlige blomsterbede, hyldebær, æbletræer, pæretræer, japansk kirsebærtræ, bålplads, græsplæne, Wilfreds nybyggede fuglefoderbræt, en solnedgangsbæk og en formidabel udsigt ud over Storebælt og den majestætiske bro. I forlængelse af den vestlige ”prydhave” er også køkkenhaven. Mod syd er vores hestefolde og starten på en abildgård. Med blommetræer, pærer og æbler. Og en smuk udsigt ned over havnen, kirken og byen.
Midt i det hele er vores gårdsplads, som er omkranset af fire længer og derfor har et decideret sydlandsk klima. Det kvitterer figentræet for med en afsindig vækst. Og der er altid et solhjørne og smukke blomster. Bænken under den smukt blomstrende blåregn var i sig selv nok til at overbevise mig om at købe gården.
Og nu skal jordbærbedet luges…
Det er SÅ dejligt at følge med i jeres NYE liv. Jeg bliver i godt humør og – inspireret af at Læse om alle jeres projekter. Dem er der mange af, men når man er drevet af lyst og kærlighed til noget, er det jo en gave. I formår at holde det på et plan, hvor sjælen kan følge med. Dejlig læsning – godt skrevet begge. Mange kram Kurt og Pia.
Åh hvor dejligt at høre. Og det er rigtig dejligt, at i læser med. Tak! Håber i har det godt:-) Kh Louise
Det lyder helt vidunderligt Louise og ser ligeså ud.. Kæmpe respekt for at I har taget dette skridt og lever som I gør. Ville ønske vi havde samme mod. 🙂
KH Sidse
Tak. Det sjove er, at før vi gjorde det, troede vi også, at det krævede mod. Men nu bagefter tænker vi, nå nå det var da ikke noget særligt. Du drømmer ikke om, hvad jeg lavede af lister med for og imod:-)