HverdagsRolf, min livsledsager og sjæleven, er død. Sidste sommer blev det ved et tilfælde opdaget, at han havde kræft i spiserøret. I marts døde han efter otte måneders opslidende sygdom. Det var og er en katastrofe for mig og børnene og en uendelig sorg, og det er svært at skrive om med lethed. Det er også grunden til at denne blog har ligget stille. For hvad skal man egentlig skrive om øliv, når livet i det hele taget er gået i stå? Der er også den helt lavpraktiske forklaring, at det plejede at være HverdagsRolf, der stod for teknikken, så alene det at få fisket passwords frem og hitte rede på hjemmesidens back-end….

Men der ér tekster om øliv, der vil skrives. Også i denne tunge tid. For i forbindelse med Rolfs sygdom og død oplevede vi nemlig ølivet fra et ganske andet udgangspunkt.

Sygdomsforløbet var rædselsfuldt. Og opslidende. Det adskilte sig nok ikke fra det, som andre i lignende situationer oplever. Men det var rørerende og betydningsfuldt at opleve øens støtte i form af besøg, mad leveret til døren, praktisk hjælp, hjælp med sygetransport, hjælp til dyrepasning og meget, meget mere.

Ganske særligt var det også at opleve færgefolkenes vedvarende omsorg og støtte. Når han skulle hvile, så var der altid plads på broen, og når han skulle have taget blodprøver, foregik det såmænd også ved, at lægen mødte op på Stigsnæs Havn og gennemførte proceduren oppe på broen, hvorefter færgen bragte Rolf hjem igen uden ekstra transport og ventetid på ”den anden side”. Da vi rejste hjem til Omø efter Rolfs død på Odense Universitetshospital, sad vi også i det lille køkken bag broen og kunne være alene med sorgen og chokket. Og til begravelsen stillede mandskabet op frivilligt og sejlede med ekstrafærgen og dispensation fra Søfartsstyrelsen, så alle gæster kunne komme med.

Da vi kom hjem den dag, Rolf var død, sejlede vi ind til en ø, hvor alle flag var på halv. Det var et sælsomt syn. Jeg havde selvfølgelig set det før. Og også selv sat flaget på halv på Skovgaarden, når andre øboere var døde. Denne gang var det min mand, der blev taget afsked med. Han ville have værdsat denne smukke gestus. For det var her, han for alvor hørte til. Selvom han var barnefødt i Hvidovre og boede det meste af sit liv i København, så var det på Omø, at han følte sig allermest hjemme. Her fandt han ro, her blev han set, og her ville han være resten af sit liv. Derfor gav det også sig selv, at han ville begraves på Omø kirkegård og blive en del af Omøs jord.

Og netop begravelsen blev for mig indbegrebet af det smukkeste og stærkeste ved ølivet. Eller faktisk var det ikke selve begravelsen for den husker jeg mærkværdigvis kun i glimt. Men da begravelsen skulle arrangeres, oplevede jeg for alvor, hvordan et lille øsamfund kan mobilisere uendelige ressourcer og gribe et menneske i nød.

Øens tidligere præst, som vi kendte bedst, sagde ja til at forestå begravelsen, så det kirkelige var der godt styr på. Men med til en begravelse hører også gravøl, og da der ikke ligefrem er et hotel eller en restaurant, der kan stå for den slags, så kræver det temmelig meget at organisere. Når folk tilmed skulle sejle langvejs fra, så måtte der nødvendigvis være mere end et enkelt stykke kringle. Det stod hurtigt klart, at der nok ville være en del deltagende ved begravelsen.

Fire dage efter Rolfs død skulle børnene og jeg til fastlandet for at se ham en sidste gang i kapellet. Ombord på færgen var en mindre flok af øens kvinder. Jeg lod mig dumpe ned hos Ywonne, Dorthe og Ebba, og der blev jeg for alvor grebet! Før færgen var i Stigsnæs havde de gæve kvinder taget over på de nødvendige forberedelser af arrangementet. Ywonne, min elskede nabokone, som også er en del af det feministiske fåreavlerfællesskab, påtog sig at organisere, lede og fordele alt i forbindelse med begravelsen, og jeg kunne koncentrere mig om at finde fodfæste i vores nye livssituation. Adskillige øboere (og tilrejsende venner) bidrog på alskens måder til, at vi på denne lillebitte ø kunne afholde en smuk og mindeværdig begravelse for Rolf, hvor cirka 150 mennesker deltog.

På Omø er der den særlige tradition, at man ved begravelser mødes ved færgen og tager imod rustvognen, og så går man bag denne de små 1000 meter op til kirken. Sådan gik vi også bag Rolfs kiste. Både de mange gæster, som ankom med færgen, og de mange øboere, som mødte op på havnen. Jeg har gået bag andre kister og tænkt, at dette var en smuk tradition. Det var fuldstændig surrealistisk at gå bag min egen mands kiste, men det var, som det skulle være. Og jeg ved, at det ville have glædet hans øhjerte, at også denne særlige gestus blev ham til dels.

Omø er slet ikke gearet til så mange mennesker på én gang. Kirken er alt for lille, forsamlingshuset og færgen ligeså. Men her er hjerterum, og en stor rutine med at få det hele løst alligevel. Og jeg er øen dybfølt taknemmelig for, at jeg blev grebet, da det var allersværest.

Nu ligger min elskede HverdagsRolf på Omø kirkegård. På Omø hvor han hører til…

Øbo på deltid

Som en konsekvens af Rolfs død er mit og børnenes øliv forandret. Med sorg i hjertet måtte vi konstatere, at det ikke var praktisk muligt for mig at bo her alene med børnene, når jeg skulle arbejde på fastlandet, og børnene skulle gå i skole to forskellige steder. På den baggrund besluttede Rolf og jeg, at børnene og jeg skulle have en base på fastlandet. Således flyttede vi et par måneder efter Rolfs død til Svendborg. Tæt på min søster og svoger og i et hus, som HverdagsRolf før sin død var med til at vælge til os. Det var en ubeskrivelig svær beslutning, men den var nødvendig i situationen. Heldigvis kan vi beholde Skovgaarden, som for altid vil være mit sjælehjem. Men ølivet må for en tid foregå på deltid.