Vælg en side
Øsomhed
af Louise Høst
Udgivet 5. marts 2020

​”Omø er en stressfri ø”. Sådan konstaterede sønnike på dengang 7 år kort efter, at vi havde sat benene øen. Det er underligt, men han har faktisk ret. Når jeg i starten nævnte det for de garvede øboere, så blev de nærmest en smule fortørnede. Som om de ikke rigtig lavede noget. Men intet kunne være længere fra sandheden. De fleste har masser at rive i. Hvis man fx har en firlænget gård, en stor landbohave, heste, høns også videre, så sidder man ikke meget ned. Læg dertil at folk går på arbejde, hjælper naboer med stort og småt og i øvrigt engagerer sig i frivilligt arbejde i langt højere grad end de fleste byboer. Folk har altså rigeligt at se til. Og også travlt. Især om sommeren. Men stress – det invaliderende fænomen, hvor stærke menneskers sind forkrøbles af at have forholdt sig til alt for meget alt for længe – har altså ikke rigtigt slået rod herovre.

Og jeg tror, at det skyldes øsomheden. Et begreb jeg har lånt fra Jørgen Rasmussens ”Ø-filosofiske pejlemærker”. Øsomhed er ikke ensomhed. Det er den særlige tilstand, som opstår, når man er på en ø, hvor man på en gang er en del af et nært skæbnefællesskab og samtidig er isoleret fra resten af verden.

Sjælen har brug for tid

Jo vist færgen sejler hver anden time. Men man kan ikke bare fare herfra ved den første indskydelse. Alligevel kan jeg stikke tåen i havet og vide, at det selvsamme hav er i direkte forbindelse med min søster på Thurø og min ven på Amager Strand. Det giver vores familie en særlig ro at være et sted, hvor man ikke hele tiden er på vej videre. De andre, som er her, er heller ikke på farten. Omø er simpelthen ikke et udkantssamfund, man kører igennem på vej til noget andet. Hvis du er her, så er det med vilje.

Færgeturen i sig selv bidrager også til at sænke kortisolniveauet. Det er en forslidt kliché, at man ”får sjælen med”. Men måske er det faktisk det, der sker. I hvert fald kommer man ikke uden om, at færgeturen er langsom (50 minutter), rolig og smuk. Og det fungerer for de fleste som instant valium. Det er virkelig svært at være oppe at køre efter 50 minutters tøffende sejlads på Storebælt – til gengæld kan ens stressniveau eddermame peake, når man ræser afsted på motorvejen for at nå en færge….

De få valg

Også øens afgrænsede territorium er med til at sænke stressniveauet. Den fysiske grænse i form af hav til alle sider er i sig selv beroligende for sindet. Mængden af valg, der skal træffes på daglig basis er stærkt reduceret. Fx er der kun én købmand, én skole og så videre. Der er ingen lysregulerede kryds. Kun få gadelamper osv. Og så er her stille. Der er kun naturens lyde og en traktor i ny og næ.

Selv nyder jeg at komme på den anden side jævnligt, fordi jeg også har et hverdagsliv i København, hvor jeg arbejder. Men der er mange øboere, som kun sjældent føler behov for ”at rejse”, som det hedder her på øen. En nabo fortalte mig engang i sjov, at hvis han kom til fastlandet en gang om året, så var et to gange for meget! Øsomheden kan altså noget:-)

 

Læs mere om Omø på Omø-net

0 kommentarer

Kategorier

Arkiv