Isolation kommer af det latinske insulatus – at blive gjort til en ø – fra ordet insula=ø. Og her sidder vi så på vores ø. Temmelig isoleret. Og det er godt i Coronatider.
Alt andet lige er risikoen for at blive eksponeret for coronasmitte mindre på en lille ø ude i Storebælt. Der bor omkring 165 sjæle, og folk bor ikke klods op af hinanden som inde i byen. Alligevel ændrer det også ø-livet fundamentalt. De fleste af os bor her nemlig af to grunde: Naturens skønhed (den er heldigvis uændret) og det nære fællesskab. Men hvad stiller man op med det nære fællesskab, når det hele pludselig handler om at stå sammen ved at holde os adskilte?
Fællesskab på prøve
Det er unægtelig svært. På den ene side er vi mindre udsatte her på øen, end den gennemsnitlige bybo. På den anden side er her mange sårbare ældre og temmelig langt til lægen, især hvis lægehelikopteren skulle få travlt andre steder på grund af corona. Og hvis butikspersonalet (i øens eneste butik) eller færgepersonalet bliver syge og skal i karantæne, så er vi på den. Derfor har frygt og uro også sit tag i Omø. Og det udfordrer fællesskabet.
Nogle får lyst til at lukke øen og bede gæster hoppe i havet. ”Angst essen Seele auf”, som Rainer Werner Fassbinder skrev. Andre tager det mere gelinde og skønner på, at vi uanset fyldte sommerhusområder stadig har masser af plads til at holde den af myndighederne foreskrevne afstand. Men der falder knubbede ord i blandt. Og det er næsten det sværeste. For når vi kommer ud på den anden side, er vi stadig om ikke i samme båd, så på samme ø. Og gæster skal gerne stadig føle sig inderligt velkomne på Omø.
Det er i øvrigt ikke en problemstilling, som kun gør sig gældende på Omø. Også i Tisvildeleje (link til artikel i Berlingske)] og på Askø-Lilleø (link til artikel på DR) har de samme diskussioner været fremme. Når krybben er tom, bides hestene. Det er ikke godt. Men i en svær tid prøver jeg at huske på, at de mest frygtsomme også kerer sig om fællesskabet. Frygten kommer fra en stor omsorg for det helt nære fællesskab, som øsamfundet er – ikke mindst om vinteren.
Heldigvis ser vi også det modsatte. Stor generøsitet. Frivillige der kører varer ud for Letkøb. Naboer, der stiller op på afstand. Smil og vink. Tough times never last – only tough people do!
Alt det vi stadig kan
Bortset fra håndspritten i brugsforeningen, lukket skole og aflyst fællesspisning, fællessang, karate og så videre, så er der faktisk meget af det bedste ved livet på Omø, som er relativt upåvirket af corona.
Vi har stadig en kæmpe køkkenhave, som skal klargøres. Vi kan stadig lægge kartofler. Vi kan stadig ride ture og vinterbade. Vi kan stadig hoppe på trampolin, bage kager og lave flødekarameller. Vi kan stadig lytte til fuglene, havet og vinden. Vi kan stadig hænge vasketøj ud i forårssolen. Vi kan holde virtuel fredagsbar over zoom med familien i Nørresundby og på Thurø. I dag har jeg haft visuel kontakt med op til flere naboer og sågar talt med nogle af dem på behørig afstand – den allestedsnærværende krammehilsen har alligevel ikke rigtig slået an her på Omø. Jeg kan strikke med god samvittighed.
Og mine tomatplanter spirer i vindueskarmen. Det samme gør mine selleri….
Tak for endnu et skriv Louise. Og ja – mennesker er det særeste væsen af alle ! Nogen gange så forudsigelig at man smiler eller græder, andre gange så uforudsigelig at man smiler eller græder! Hyg jer med køkkenhavnen og de andre hyggelige ting i laver 🙂
ps. hvordan laver i karameller..?
Altså flødekarameller var overraskende enkelt og uhyggelig lækkert. En halv liter fløde, 250 gram sukker, en spiseskefuld smør og en halv teskefuld salt. Det hele i en gryde. Koges til det er en rimelig tyk masse – det tager et godt stykke tid, og der skal røres, så det ikke brænder på. Når massen er tyk men stadig flydende, hældes den i en smurt aluminiumsbakke i et lag på ca en centimeter. Når den er kølet noget og stivnet lidt, skærer man ridser i karamellen. Så er den lettere at knække i mindre stykker bagefter. Pakkes ind i små stykker madpapir. Og voila, du får sygt mange venner;-)
Tusind Tak Louise 😉
Ja, nogenlunde det samme på Orø. Men kom til, at tænke på Sandholm lejren, hvor jeg arbejdede i 18 år. Det skete, når en asylansøgere havde fået asyl, så syntes vedkommende, at vi skulle stoppe med, at tage flere ind. Lidt det samme, som sker på øerne nu.
Interessant parallel! Så i øvrigt også at Læsø havde lignende problemstilling.
Dejligt opbyggelig læsning Louise!