Den ubestridte topscorer i kategorien mest stillede spørgsmål vedrørende vores flytning er: Hvad skal Rolf lave? Altså som i ”skal han ikke arbejde eller hvad?”. Det strider ganske enkelt så fundamentalt imod de flestes forestillingsevne, at man skulle kunne tænke sig at tilrettelægge et liv, hvor den ene part ikke har almindeligt lønarbejde – altså medmindre det selvfølgelig er kvinden, som har valgt at blive hjemmegående med børnene for at realisere sit indre moderdyr.
Nå men sagen er den, at i vores familie er det mor, der er hovedforsøger. Det er der to praktiske grunde til. For det første at mors uddannelse gør indkomstpotentialet noget større end fars. For det andet at fars færdigheder udi husbyggeri mm. er betydeligt bedre end mors. Sagen er, at det simpelthen er en fin forretning, at HverdagsRolf er overordentlig godt praktisk begavet og udfører en række af de opgaver, som vi ellers skulle hyre håndværkere til. Og når han nu tilmed kan lide det og er rigtig dygtig til det, så ville det egentlig være underligt, hvis vi konstruerede et liv, hvor vi begge forlod hjemmet dagligt for at tjene til at betale håndværkere. Som det er nu, kan HverdagsRolf i stedet udleve en af sine grundlæggende livsværdier, som er at skabe noget. Og sammen kan vi fortsætte den ret komiske sms-tråd med billeder af de 1000 ting, som Rolf faktisk SKAL lave. Og hvis sms-tråden går død, så kan vi altid slå op i den lille gule bog med en 5 sider tætskrevet oversigt over projekter, som skal udføres
0 kommentarer