Der er så stille på landet. Der har også været lidt stille på bloggen. Det skyldes nu ikke stilheden på landet, snarere almindelig travlhed og et krævende sving på livets landevej. Men når livet ikke går helt som ønsket, så er det ganske godt at have praktiske gøremål at holde sig oppe ved. Og i den sammenhæng har det feministiske fåreavlerkollektiv på Omø været særdeles leveringsdygtigt. Hvis du ikke kender historien om det feministiske fåreavlerkollektiv kan den læses her: Får får får.
Slagtetid
Efterår er en travl tid i får-retningen, som man siger. Efter en skøn sommer på græsenge med havudsigt, må de lykkelige lam lade livet. Det er en brutal omgang sådan at ringe efter slagteren for at gøre det af med lille Matas, Albert og alle de andre små yndigheder, som vi har nusset og pusset med månedsvis. Men det er den vej, det går! I Politiken har jeg læst om en slags dyreetisk strømning, der går under parolen ”only eat, what you kill”. Idéen er, at hvis man ser dyret i øjnene, inden det dør, så er det mere ærligt at spise det bagefter. På den måde er vi rasende trendy på Omø. Og faktisk er der noget om snakken. Man får et andet forhold til sin mad, når man ved, hvad der går forud for, at kødet ligger på tallerkenen. Og det er rart at vide, at de dyr, vi spiser, har haft mere end ordentlige forhold, mens de var i live.
Desuden er det nødvendigt, at nogle af de lykkelige lam lader livet, hvis det hele ikke skal ende i hor og indavl. Derfor blev slagteren hidkaldt i begyndelsen af oktober. De udvalgte lam blev aflivet efter forskrifterne, slagtet og parteret i køller, bov, rygsteg, slag (til rullepølse… satser på at sende dem til videre forarbejdning hos mor i det nordjyske) og en god mængde hakket lammekød. Hertil lammelever, som gør sig fortrinligt i en lammeleverpostej.
Skind
Når dyr lader livet, så skylder man at gøre sig umage med at bruge rub og stub. Fåreskindene skal selvsagt også bruges. En af mine allerkæreste beklædningsgenstande er en lammeskindshue af gotlandsk lam. Hvem ved om vores lykkelige lam en dag kan gøre fyldest på hovedet af en kuldskær midaldrende kvinde? I hvert fald blev de fine skind lagt til saltning straks efter slagtning. Det foregår på den måde, at man først skraber skindet fri for kød- og fedtrester. Et virkelig nasset stykke arbejde, som HverdagsRolf og jeg udførte en sen aften i stalden. Her må jeg personligt sige, at jeg virkelig ikke kan lide lugten af kød! Efter afpudsning overhældes skindene med et tykt lag salt, så de ikke rådner. Nogle uger senere tog undertegnede på ekspedition til det sydsjællandske for at aflevere skindene til garvning i regi af gotlænderforeningen – som vi selvfølgelig er medlem af. Det er jo et standsspørgsmål. Nu tæller vi dagene til marts, hvor skindene vender retur og kan blive til ridderkapper, stoleskind osv.
Uld
De overlevende får undslap ikke det protestantiske nytteregime, og derfor skulle de selvsagt have klippet de bølgende lokker, så der kan blive uld til strømper og trøjer. Jeg tror helt sikkert, at det er nemt, nemt, nemt at klippe sådan nogle nullerkvaster. Men foreløbigt bliver det ved troen, for vi allierede os med en professionel fåreklipper fra New Zealand. I hans hænder så det faktisk nemt ud:-)
Ulden skal sorteres sirligt, så der ikke er urenheder, halmstrå mv. Det er et udmærket børnearbejde, som kan belønnes med lune æbleskiver hos naboerne, som er medejere af fårekollektivet. Derefter ryger ulden en tur til Hjelholdt Uldspinderi på Fyn og bliver en dag tryllet om til lækre strikkede trøjer.
Undslupne får
Det siges, at får er frygtelig slemme til at bryde ud af indhegninger, hvorfor der er fire tråde på det elektriske hegn, der omkranser den kæmpestore fold. Den slags er bare mest nyttige, hvis der er tændt for strømmen. Vi har ikke haft problemer med undslupne får en hel lang sommer. Men en mandag morgen i november spærrede Wilfred og jeg sgu øjnene op, da vores hestefold pludselig var invaderet af en uldtot, som i betænkelig grad afveg fra det almindelige hestelook. Således måtte Wilfred komme for sent i skole med den på Omø fuldkommen plausible forklaring, at han lige skulle hjælpe med at fange et undsluppet får….
De vidste sig, at udbryderfåret var det eneste kløgtige får, som havde opdaget, at strømmen til hegnet var gået. Så efter et par tekniske indgreb fra HverdagsRolfs side blev roen genoprettet og det undslupne får sat behørigt bag elektrisk hegn igen. Og nu venter vi blot på forårets komme og endnu en omgang med små lykkelige lam.
Så dejligt at læse en tekst, hvor både indhold og sprogbrug fænger! Tak for mulighed for engang imellem at kunne “opleve med”. Mine tanker går så også altid til min skattede kollega gennem mange år, din far, og din meget søde mor.
Fin gotlands hue.