Vælg en side
Hvorfor blive inde, når alt håb er ude?
af Louise Høst
Udgivet 7. februar 2021
Ovenpå forlængelsen af restriktionerne nok engang begynder pandemiens konsekvenser at bide, og så er der virkelig brug for at være udendørs for at bevare håbet. Bevares, håb er ikke en strategi, men det er nu meget rart at have. Desuden er det særdeles veldokumenteret, at ophold i naturen er sundhedsfremmende. Og dét er jo i hvert fald vældig nyttigt, når alt i samfundet handler om sygdom (og lidt om håndbold og en rigsretssag).

Men først og fremmest så er naturen et frirum. Moder natur er rent ud sagt bedøvende ligeglad med, om vi bærer mundbind og stikker vatpinde i næsen. Der er noget inderligt befriende ved at bevæge sig ud i naturens storslåethed og føle sig forbundet, men også lidt ligegyldig. W.H. Auden har beskrevet det helt perfekt i et digt, som jeg ofte tænker på, når jeg er ude i det buldrende nattemørke på Omø:

Looking up at the stars, I know quite well
That, for all they care, I can go to hell,
But on earth indifference is the least
We have to dread from man or beast.

How should we like it were stars to burn
With a passion for us we could not return?
If equal affection cannot be,
Let the more loving one be me.

Admirer as I think I am
Of stars that do not give a damn,
I cannot, now I see them, say
I missed one terribly all day.

Were all stars to disappear or die,
I should learn to look at an empty sky
And feel its total dark sublime,
Though this might take me a little time.

Selv i vintermånederne har naturen faktisk meget at byde på. Efter solens arbejdsnedlæggelse i december har vi været begunstiget af nogle solrige frostklare dage i løbet af januar. Mens alle andre fremviste snedækkede haver, var vi imidlertid kommet til den erkendelse, at sne er noget for folk på fastlandet – og desværre ikke for os herude på de lune øer. Frostklart vindstille solskinsvejr er næsten lige så godt. Næsten. Det indbyder til lange rideture, forberedende havearbejde (der er mange dages udendørs underholdning i at køre møg og tang på køkkenhaven), rengøring af drivhus og velgørende kolde havbade.

Men så kom Kjørmes Knud

Kjørmes Knud er en gammel dansk betegnelse for Kyndelmisse knude, som betyder hård frost og sne. Og sørme om ikke kyndelmisse kom med både sneflokke og frost. Just som vi havde opgivet håbet om sne og i stedet hengivet os til synet af erantis og vintergækker. For første gang siden, vi købte gården for snart 3 år siden, er der faldet sne. Oh hvilken lykke for børn og voksne. Vi bor jo på en bakketop, så de perfekte kælkefaciliteter med havudsigt er lige uden for døren (se video nedenfor). Snevejr og frostvejr er fuldstændig fænomenal naturterapi (når man ikke er i storbyen, hvor jeg altid har hvæset over glatte cykelstier og deprimerende gråbrune snedriver). Denne weekend har således budt på cykelture i sne og strålende sol og time på kælkebakken. Der er virkelig ikke nogen grund til at blive inde.

Bonusinfo

En væsentlig – faktisk afgørende – forudsætning for et velfungerende udeliv er behørig påklædning. Jeg har grundlæggende ALTID frosset udendørs – indtil jeg som nyansat i Metroselskabet blev udstyret med en vidunderlig varm selvlysende vinterjakke til byggepladsbrug. Åh hvilken lykke at opdage, at man faktisk kan være udendørs uden at fryse. Alle på Omø ved det selvfølgelig og er udstyret med flyverdragter og solide støvler. Således nu også jeg! Nu ved du det også. Jeg kan virkelig kun anbefale at anskaffe sig en flyverdragt. Livet er for kort til at fryse. Og tilskyndelsen til at tilbringe timer i naturen er meget større, når man kan iklæde sig en slags vandresovepose!

Læs mere om Omø på Omø-net

2 Kommentarer

  1. Kirsten

    Tak for den fine vinter historie 💚
    Dejligt at høre fra vores ynglings ø

    Svar
  2. Lene Høst

    Dejlig blog med skønne billeder Louise.

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier

Arkiv