Vælg en side
Hønsehamstring
af Louise Høst
Udgivet 16. marts 2020

Jeg tror, at hamstring ligger dybt i vores gener. I krisesituationer må vi bare samle til bunke og forbedre vores muligheder for overlevelse. Men det gør det bare ikke mere klogt. Indrømmet jeg genfyldte da lige skuffen med mel og gryn, så vi var tilbage på normalt niveau og vil kunne bage brød og boller i et par dage.

Når jeg ser i medierne, hvordan (nogle af) danskerne ter sig, kan jeg vist kun undskylde dem med ovenstående gen-argument, og at de helt reelt er ramt af krise og panik. Her på Omø var mælk det eneste, der manglede i køledisken i torsdags. Men det skyldtes nok mest, at der ikke kom vareleverancer, fordi færgesejladsen var indstillet på grund af stormen Laura.

Vi er jo kun mennesker

Nu skal man ikke sætte sig selv op på en piedestal og gøre sig bedre end andre mennesker, for vi er jo en del af samme genpulje. Derfor besluttede Louise og jeg, at det var på tide at hoppe på hamstringsbølgen. Men ærlig talt. Kun amatører hamstrer æg. Kloge koner (som min Louise…) hamstrer høns. Fredag (før rejseforbuddet) hjembragte hun derfor 6 stk. fine nye høns! Så er vi nogenlunde sikret æggeforsyninger til vores husholdning plus det løse.

Spøg til side vores adoptivhønseflok var blevet mindre og mindre – senest med Lynilds død i februar (Læs evt. Hvad byder du uventede høns) ,og da bestanden nu kun bestod af en hane og to høner, ja så var det tid til at supplere.

Integration

Det var første gang vi selv købte høns, og Louise skraldgrinede, da hun læssede 6 høns i flyttekasser ind på bagsædet. Da vi generelt ikke har noget imod at blande racer og gerne vil have noget pænt at kigge på, købte vi: 2 stk. Isa Warren, 2 stk. Stribet Skovhøne og 2 stk. Lys Sussex.

Nu er vores høns jo ikke sådan nogle som bare altid er i en hønsegård (endnu….). Nej de lever det frie hønseliv og har en luksuslivsstil som sammenlignet med menneskelige forhold, nok ligger på linje med Hellerupfruers. Dog uden udgifter til frisør, manicure, plastic- og botoxbehandlinger. Sjovt nok er der mindst lige så mange konflikter, når man tilfører nye høns til flokken, som der er i samtlige episoder af ”Forstadsfruer”. Hvor mange der overlever (altså af hønsene) vides ikke med sikkerhed endnu.

Vores gamle hane Hans Ove er helt oppe at køre. Han kagler og galer og danser tango og foxtrot. Underhønen Pylle har set sit snit til at sparke nedad og gøre sit bedste for at gøre livet surt for de nyankomne. Hun er dog så rystet, at hun er flyttet tilbage til sin busk bag hønsehuset om natten – nu var hun ellers endelig kommet ind i hønsehuset efter stædigt at have sovet udendørs i halvandet år. Pudsigt nok står der i alle hønsebøger, at høns ikke kan tåle træk. Det gælder åbenbart ikke vores høns. Aften nr. 2 måtte vi rundt og finde de nye tøser i hønsegården og liste dem ind på pindene i hønsehuset, fordi Hans Ove og Brownie havde indtaget den øverste pind.

Her til aften er der mere ro på, og flere har indfundet sig på pindene ad sig selv. Integrationsprojektet viser gode takter, så det skal nu nok gå alt sammen.

 

Læs mere om Omø på Omø-net

8 Kommentarer

  1. Ritt bjerregaard

    Dejlig livsbekræftende historie. Nu skal hønsene jo nok ikke slagtes med det samme, men levere gode æg. I skal bare vide, at sussex hønsene er nogle af de mest smagfulde, så det kan I glæde jer til. Det kan jo også være, der kunne komme nogle kyllinger.
    Dejligt at vide, at I er sikkerhed på OMØ.
    Søren og jeg er i sommerhuset i Bogensø, og vi sørger for overhovedet ikke at se nogen mennesker og få leveret varer og håber, vi kan slippe fra Coronaen.
    Hav det godt og hils børnene fra Ritt

    • Louise Høst

      Tak for tippet – især hvis de får kyllinger. Vi har tidligere slagtet 4 hanekyllinger fra vores første uventede kuld. Men det var vistnok Isa Brown – eller et mix af en art. Børnene hilser igen og siger, at det er vigtigt, at I bliver i sommerhuset:-) Pas godt på jer selv og hils Søren. Kh Louise

  2. Lene Høst

    Hej I herlige Omøfolk

    Så dejligt at læse noget opbyggende i disse tider!
    Rigtig god ide at få hønsehuset fyldt op igen.

    Håber de finder sig til rette hurtigt!
    Så I igen kan få, den store fornøjelse det er, at hente æg i hønsehuset hver dag.
    Det er så livsbekræftende, og æg man selv har hentet direkte ved kilden, smager bare så godt.
    At hente æg er samtidig en hverdagsyssel, der er god for sind og sjæl.
    Mange kærlige hønsehilsner
    Morfar og mormor

    • Rolf Auhagen

      Høns er et overraskende positivt indslag i vores hverdag. De er ikke vandvittigt kloge men helt sikkert sjove:-)

  3. Fru Cine

    Fik lige et tip til denne blog. Hyggeligt at se for en tidligere hønseholder i Valby. Har i ingen ræve der på Omø?
    Hilsen Fru Cine

    • Rolf Auhagen

      Nej vi er så heldige at der hverken er ræve eller rotter på Omø. Det gør unægtelig hønsehold noget nemmere:-)

  4. Farmor Auhagen

    Hej alle 4. Det er dog den morsomste hønsehistorie, vi har læst, kluk, kluk. Corona-humøret steg adskillige grader. Tænk at være Hans Ove og pludselig få et harem foræret, bare han overlever!!
    Vi ønsker jer god fornøjelse og velbekomme med blødkogte æg og hårdkogte æggemadder og æggekage og røræg og æggesnaps og æggestand og spejlæg og pocherede æg og malede påskeæg osv. osv.
    Knus og kram fra farmor og farfar.
    P.s. Skønne billeder af både høns og børn.

    • Rolf Auhagen

      Så er der friske æg, når I kommer næste gang:-)

Kategorier

Arkiv