Skovgaarden på Omøs nordspids dukkede op i en rutinemæssig søgen efter bondegårde i Odsherred. Vi havde længe talt om, at det kunne være fint at købe en bondegård i det område. Vi trængte til et projekt. Vi var egentlig superglade for vores lille Pippi-hus i de svenske skove, som havde dannet ramme om stort set alle familiens ferier og weekender de seneste 9 år. Men det kriblede i fingrene for et nyt fælles projekt, der kunne tænde drømme og idéer og være ventil for den skabertrang, som lever så stærkt hos HverdagsRolf. Vi havde budt på et hus ved en sø i Sverige, set adskillige andre svenske huse og været på en hel del gårde i det nordvestsjællandske. Idéen med bondegården var at købe noget, der kunne være fleksbolig til at starte med, og hvor vi måske på sigt kunne flytte til. Kriterierne var mange. Der skulle være god plads i bygningerne til heste og alle mulige andre idéer, der skulle være smuk natur, helst tæt ved vandet og i hvert fald langt fra en stor vej. Hvis det tilmed kunne fås for en slik, så var det helt optimalt. Om end vi godt var klar over, at vores kriterier tilsagde en vis betaling. Odsherred var et oplagt valg, fordi vi der vurderede at pendling til København var en reel mulighed, og så var det nemt at komme til for fruens nordjyske forældre. Så langt så godt.
Skovgaarden tittede frem på en ejendomsmæglers hjemmeside og lignede en drøm. På toppen af en bakke, med frit udsyn til havet, laaaaaangt fra en stor vej, skøn have, hyggelig gårdsplads og masser af plads i de fire længer og yderligere to tilhørende maskinbygninger, en stald, to drivhuse og et hønsehus. Og absolut rimelig pris. Eneste aber dabei var, at gården lå på en ø i det sydlige Storebælt, som vi aldrig havde hørt om, og som i øvrigt lå 50 minutters færgesejlads fra Stigsnæs på Sjælland. Nå ja og så var der landbrugspligt…. Altså som i man skulle bo der. Sådan rigtigt. I det lys klikkede vi hurtigt videre og skød idéen ned. Den var jo helt urealiserbar.
Nogle måneder senere dukkede den op igen. Familiens frue havde denne gang mindre modstandskraft over for vanvittige fristelser og foreslog, at vi da kunne tage over og se på den. Sådan bare for sjov. Vi kunne lave en tur ud af det. Med ungerne (som ellers normalt ikke kom med på vores rekognosceringsture). Så kunne de også på opbyggelig vis få fornemmelsen af, at Danmark faktisk er et ø-rige. Sådan blev det. Udstyret med højt humør, varm kakao og kortspil til den lange færgetur drog vi afsted en lørdag i april. Og resten er historie.
Moralen må være, at man ikke skal se på yndige bondegårde ved havet i høj forårssol, medmindre man er klar til at få sit liv slået om til en sommerhat.
Velkommen i Tosseklubben. Til sommer er det 20 år siden jeg foretog det samme stunt. Efter 31 år i Kbh., de sidste 23 i Valby, forelskede jeg mig i en lille lysegrøn klat ø som jeg heller aldrig havde hørt om.
Min daværende kæreste og jeg ledte efter et sted i nærheden af noget natur, og ad kringlede veje havnede vi på en Åben ø-dag på Omø den 13. maj 2000. En smuk sejltur med havblik, høj himmel, flikflakkende svaler og blomstrende rapsmarker. Og så lå der lige et hus som var til salg.
Ugen efter var vi nede og se på huset, og halvanden måned efter havde jeg solgt lejligheden i Valby og kastet mig ud på syv favne.
Få måneder senere var jeg tilbage i Valby, på besøg. Men det var da ikke det Valby jeg havde forladt. Jeg var blevet usynlig; ingen så mig ind i øjnene og anerkendte min eksistens. Det var underligt uvant.
Men det var ikke Valby som havde forandret sig. Det var mig. På få måneder havde jeg vænnet mig til at bo et sted hvor man sætter sig spor. Hvor man bliver set. Storbyens fjernhed var blevet erstattet af ø-livets nærhed.
Nu er jeg nok håbløst afhængig. 🤓
Hehe! Det lyder meget genkendeligt, omend vores oplevelse er en del yngre.
Tak for indlægget:-)
Det var imponerende, t I turde, men det er rigtigt, at det er et skønt sted og vandet er godt – om sommeren for mig.
Og fornyelig fik jeg sammen med andre de herligste retter fra jeres egen avl. Det var noet, der virkelig imponerede.
Jeg husker, at jeg advarede jer om, at I også var nødt til at være der i novembers mørke, før I endelig traf beslutningen, men selv da holdt I fast.
Glæder mig til at følge jer også her på blokken.
Kh Ritt
Ja november var hård, men slet ikke som på Vesterbro, for der er “meget højere til loftet her”:-) Køkkenhaven gav godt udbytte i år, hvilket måske overraskede os lidt, da vi jo er nybegyndere. Vi er i gang med at klargøre den til næste sæson med hestemøg, tang og masser af manuelt arbejde, men det kommer der nok en lille blog om på et tidspunkt. Nu har du jo set stedet med egne øjne, men det glæder at du vil være med på sidelinjen også.
Glæder mig til at læse med
Du skal være så velkommen:-)
Utroligt at I turde gøre det
Hatten af for det
Frisk luft og idyl men også knofedt
Held og lykke med det hele 🎄
Knus Lillian og Harald
Tusind tak! Det er da kun fordi, at vi er blevet så godt modtaget af alle her på Omø:-)
Nogen gange dukker ting – her; huse – op igen og igen … tja og så må man bare gå med det ik 😉
I gjorde det, og i stortrives med det. Det er da mega inspirerende !
Jeg læser med herfra kolde KBH, og jeg tror jeg bliver nødt til at kigge forbi til foråret – og se lidt på jeres islandske heste….
Hej Gitte
Tak for din kommentar. Det glæder os, hvis du kan finde inspiration i vores blog, og du kan altid komme og hilse på de to islændere. Men skal du også have en kop kaffe, så ring først:-)
Mange Tak 😉
Jeg kan så klart “høre” dig i dette, Louise !
Spændende at følge
Ja Louise har det med at sætte sine aftryk:-) Følg endelig med og hils manden fra os begge.
Så fin en blog!!!
Taaak:-)
Meget spændende blog – tak fordi vi må følge jer.
Og et stort velkommen på den lille lysegrønne ø midt i Storebælt .
Vi elsker også Omø all inklusive ❤️🇩🇰🍀🇩🇰🍀🇩🇰🍀🇩🇰🍀🇩🇰🍀🇩🇰
Tak:-) Vi føler os også meget velkomne herovre.