Projekter har det med at blive større end først planlagt. Det er vist et grundvilkår, som man bare må acceptere. Som Hvidovredreng ligger det ikke lige i kortene, at hestehvisker og staldbygger skulle blive en del af CV’et. Men et af de første projekter på Skovgaarden var indkøb af et par heste, som selvfølgelig skulle have et sted at bo. Der har før i tiden været mange kreaturer på Skovgaarden og et maskinhus fra 1970’erne var indrettet med nogle super gode metalgitre, som uden det store arbejde kunne blive til en perfekt løsdriftstald. Maskinhuset/stalden var lavet af træ med sporplader på væggene med to meget store porte på den ene side. Det hele var godt slidt med lidt huller i væggene og rådne bjælker hist og her. Lidt optimistisk tænkte jeg, at det bare var at få lavet en port ud til folden og fikse de mest rådne bjælker. Stalden havde ikke været malet før, så det behøvede den nok heller ikke blive igen.
Man bliver klogere
Jeg konsulterede selvfølgelig min kammerat Snedker-Claus for råd om, hvordan jeg klarede afstivning og gik så i gang med at lave et fint stort hul i væggen til porten. Men pludselig var hullet 6 meter langt. Marts-vejret i Danmark på en bakke på en lille ø er mildest talt ustadigt. Der var storm på vej og i huj og hast blev hullet i væggen lukket, for ikke at risikere at hele bygningen lettede når blæst og regn stod lige ind. Vejret er virkelig en ubekendt, som skal medtages i planlægningen, men det ødelagte vindue skulle selvfølgelig også ud. Det endte med 12 meter væg som fik skiftet næsten alle stolper og vægplader.
Det griber om sig
Vi var så glade for resultatet, at vi selvfølgelig ikke kunne lade resten af stalden se slidt ud. Så ”on and off” fra marts til slut oktober stod den på nedbrydning og opbygning af stald – i øvrigt under konstant tilsyn fra to nysgerrige krikker, som gerne gav en mule med. I erkendelse af at bygningen selvfølgelig måtte beskyttes imod vind og vejr besluttede jeg at male hele molevitten. Omkring 100 kvm sporplade skulle være svenskrød. Jeg bryder mig absolut ikke om at male, og ærgrelsen blev ikke mindre, da jeg måtte erkende, at sporene i pladerne måtte males med pensel, og kun fladerne kunne dækkes med rulle. Det hele 2 gange for resten! Vejret, min uberegnelige kammerat, bidrog flere gange til at arbejdet måtte indstilles. Det viser sig at indtørrede hestepærer i høj grad består af halmfibre, som gerne flyver rundt i blæsevejr og fordeler sig jævnt over en flot nymalede svenskrød væg. Øv!
Blev jeg færdig?
Tja, udvendigt blev jeg færdig både med døre og porte, vindskeder, tagrender og maling. Jeg havde forestillet mig at jeg også fik bygget et fint opvarmet sadelrum, men det må blive næste år. På trods af alle kvaler og udfordringer, må jeg dog indrømme, at det er fantastisk dagligt at kunne glæde sig over synet af en smuk svenskrød hestestald, restaureret med forbillede i det lille gæstehus, vi havde i Sverige. Hestestalden har sat barren højt for de næste byggeprojekter, så Skovgaarden skal nok blive endnu flottere.
Hold fast Rolf, den er så flot!
Glæder mig til at se den i virkeligheden om en uge!
Det kan du roligt gøre, den står lige og venter på, at du kommer forbi og kigger:-)
Dejlig historie, Rolf, fra det virkelige ø-liv. Tak for den!
Velbekomme:-) Ø-livet er mit liv nu og jeg nyder det i fulde drag.