Vælg en side
Fællesskabsfravær
af Louise Høst
Udgivet 29. november 2020

Det begynder at bide…. Manglen på ritualiserede fællesskabsoplevelser kan mærkes nu.

Da vi rykkede familiens base til Omø, var det af tre grunde: Roen, naturen og fællesskabet. Og netop fællesskabet er hårdt udfordret af coronasituationen. Forsamlingsforbuddet gør, at alle de normale faste samlinger er aflyst. Ingen idrætshold, ingen fællessang, ingen juletræsfest, ingen gløgg og æbleskiver ved gadekæret, ingen julefrokost med skolen, intet høstmarked, intet vildtspil, intet juleteater og værst af alt ingen fællesspisninger. Nu hvor fællesspisning har været aflyst i mange måneder, så ved vi for alvor, hvor meget den begivenhed betyder for følelsen af samhørighed.

Fællesspisning er en 25 år gammel tradition, hvor en betydelig del (omkring halvdelen) af øens beboere spiser sammen. Tre retter mad lavet af frivillige. Typisk på en hverdag en gang om måneden hen over efterår, vinter og forår. Om sommeren har alle så travlt med hver sit og de mange gæster på øen, at fællesspisningen er på pause. Men i de mørke måneder er fællesspisning det sociale omdrejningspunkt. Det er her, vi møder de øboere, hvis dagsrytme ikke banker i takt med vores egen. Det er her, vi udveksler sidste nyt, og her vi kommer tættere ind på livet af mennesker, som vi ikke kender så godt. Og det er her øens børn leger mørkegemme i det buldrende mørke uden for forsamlingshuset.

I de mange år, vi havde base på Vesterbro, var vi ikke en del af sådanne fast ritualiserede fællesskaber for hele familien – udover de obligatoriske arrangementer i børnehave og skole. Så man skulle tro, at vi snildt kunne klare 9 måneder uden den slags løjer. Og vi klarer det da også. Men det er godt nok ikke uden at føle massivt afsavn. Det er dejligt og livgivende at se vores venner, familie og naboer. Men det giver en helt særlig følelse af samhørighed og skæbnefællesskab at mødes med de andre Omøboere til fællesspisninger og lignende. Og det savner vi.

De små åndehuller

Roen og naturen kan vi heldigvis nyde ufortrødent. Og der er faktisk også små åndehuller, hvor vi kan suge lidt af fællesskabets livgivende luft. Jeg bader med badedamerne, når det er muligt. Vi er så få, at det går an. Turene i Letkøb er et socialt lyspunkt. Selvom der kun må være 6 inde i butikken ad gangen. Måske er det endda en fordel, for så står vi udenfor og snakker lidt, mens vi venter. Og på færgen er der også en dosis fællesskab. Selvom vi som regel sidder fordybet i hver sit bag mundbind, så føles det rart, at vi bogstavelig talt er i samme båd….

Og i dag er det første søndag i advent. Det betød adventsgudstjeneste i Omø kirke og en kop kaffe med de andre kirkegængere, før vi forlod kirken. I dag begynder det nye kirkeår – og som sådan er kirken først til at forlade dette annus horribilis. Det bliver godt igen!

 

Læs mere om Omø på Omø-net

1 Kommentar

  1. Lene Høst

    Godt skrevet, og ja det bliver godt igen!!

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier

Arkiv