Fårk det er sjovt. Mææægtig sjovt faktisk. Okay måske lidt lamt… Sprogblomsterne står i kø, nu hvor det er fårår….

Nå men sagen er, at nabokonen Ywonne og jeg har shoppet får. Som en spritmoderne udgave af ”Thelma & Louise” tog Ywonne og jeg sammen med på ekspedition mod Sjælland for at hjembringe 5 drægtige damer, som nu skal leve det vilde Omøliv. Får er nyt for mig – men som min gode veninde påpegede, så er det at betragte som nødvendigt udstyr til min strikkehobby (læs: Om at skaffe sig en hobby). Nabokonen derimod er velbefaren udi får. Jeg benyttede derfor bilturen til at lære en række nyttige fagudtryk, så jeg nu ikke skammer mig spor over at kalde mig selv fåreavler. Man ved vel et og andet.

Vilde planer

Min forestillingsevne – og optimisme – fejler heldigvis ikke noget, så jeg er allerede begyndt at søge på strikkeopskrifter. Jeg ser for mig en vamset slipover med V-hals, som skal bringe mig lun og stilfuld gennem næste forår. Jeg forestiller mig, at min vidunderlige gotlandske fåreskindshue bliver suppleret med et par hjemmegjorte luffer. Jeg kan allerede dufte påskefrokostens lammesteg. Rom blev som bekendt ikke brygget på en dag, men man skal jo starte et sted. Og det blev altså på Sjælland i dag.

For ganske præcist et år siden blev Dronningeriget ramt af coronalockdown, og danskerne begyndte at hamstre æg. Jeg tog den til det næste niveau og købte 6 høns  (Læs: Hønsehamstring. Nu ved vi, at coronalockdown blev en katalysator for en helt utrolig kreativitet og strikketrang blandt danskerne, og hvad er da egentlig mere naturligt end at købe nogle får?

Nu som dyreelsker

Det er ikke mange år siden, at jeg stålsat erklærede, at jeg foretrak dyr i form af bøffer eller pelsfrakker. De nyindkøbte får kan selvsagt gøre fyldest som begge dele, men sandheden er, at jeg er blevet lidt af en dyreelsker. Siden vi flyttede familiens base til Omø, er jeg og familien blevet de glade ejere af tre heste, 11 høns (hvoraf de første var efterladt på gården af den tidligere ejer, mange tak), to kaniner (som Silke fik af tysklæreren for at sige ”kaninschen), to sangparakitter (som Silke fik af nabokonen) og nu altså også 5 delefår. Dyr er hyggelige, og de kan noget med at få en til at føle sig rodfæstet og forbundet. At have dyr giver en følelse af at være en del af et forpligtende fællesskab. Fodring er ikke en pligt, man springer over, for der er tale om levende væsener. Dyrene – især hestene – har gjort mig klogere på mig selv og har trænet min tålmodighed (som indrømmet trængte til et formkurveboost). Hønsene udviser en begejstring for ens blotte tilstedeværelse, så man føler mig som en feteret rockstjerne. Nu glæder jeg mig vildt til at lære Mætte, Mæhtilde og de andre at kende. Og til at de læmmer til påske….